Socialfobi er en fobisk angst for samvær med andre mennesker. Det er en angst for at opføre sig pinligt, være svag, være i centrum og genstand for andres kritiske vurdering. Angsten kan betyde, at du udvikler en række fysiske og psykiske symptomer. Du kan begynde at ryste, rødme, stivne, svede, blive usikker og få talebesvær. Man bliver ofte meget selvkritisk, og en socialfobi er næsten altid forbundet med lavt selvværd. Angsten for at andre skal opdage din ”anderledes”, "pinlige" opførsel, afholder dig i stigende grad fra at deltage i sociale situationer.
Eksempel:
Anne, 34 år, har altid haft svært ved at sige noget, hvor der er flere mennesker til stede. Hendes arbejde belaster hende mere og mere, især når hun er nødsaget til at fremlægge mundtlige rapporter for et større forum. Gennem hele sin tilværelse har hun knoklet for at blive den bedste, men hun synes aldrig, det er lykkedes for hende, selv om hun klarer sig godt på sit arbejde.
Hun kan ikke længere gå til fester og familiesammenkomster. Hvis hun bliver iagttaget, mens hun arbejder, får hun angst. Hun spiser alene på sit arbejde, fordi hun får optræk til angstanfald, hvis hun sidder i kantinen sammen med de andre. Hun går ikke på restaurant eller i biografen længere af frygt for angstanfald.
Under sine angstanfald kommer hun til at ryste på hænderne, hun rødmer, får hjertebanken og bliver tør i munden. Hendes selvværd er lavt, og bag sin kontrollerede facade har hun hele tiden tanken: "Jeg er ikke god nok" og "jeg er overbevist om, at de andre kan se på mig, at jeg ikke slår til".