OCD

• OCD (Obsessive Compulsive Disorder ) er en lidelse der involverer tilbagevendende tvangstanker eller tvangshandlinger. OCD forekommer hos 2-3% af befolkningen, hvilket svarer til ca. 100.000 – 150.000 danskere.

Tvangstanker er forestillinger baseret på overdreven frygt for f.eks. smittefare eller det at gøre skade på sig selv eller andre. Der kan også være tale om et stærkt behov for orden og system. Når man lider af tvangstanker, er man oftest dybest set selv bevidst om det irrationelle og usandsynlige i disse tanker, men overvældes ikke desto mindre af tankerne og har svært ved at give slip på dem. Man lader sig så at sige ”overbevise” eller ”overtale” af tankerne.

Eksempler på tvangstanker:
-    Hvis jeg tænker på en ulykke, vil den ske
-    Hvis jeg spiser mad udefra, bliver jeg smittet
-    Hvis jeg kommer i kontakt med bestemte tal/farver/bogstaver, vil noget dårligt ske
             
Tvangshandlinger kan tage form som ritualer eller stærke indskydelser til at udføre bestemte handlinger. Tvangshandlingerne fungerer som såkaldt sikkerhedsadfærd, ved at ”kompensere” for potentielle farer. Tanken om f.eks. at kunne gøre andre fortræd er så uudholdelig, at man simpelthen er nødt til at udføre sine tvangshandlinger for at forhindre, at noget dårligt skulle ske.

Eksempler på tvangshandlinger:
-    Ordne ting efter bestemte mønstre
-    Gentage bestemte sætninger/remser
-    Tjekke gentagne gange at der er låst/helt rent
-    Undgå specifikke steder/genstande

Kognitiv terapi er en effektiv behandlingsmetode overfor OCD. I terapien arbejdes der med at opøve en kritisk sans overfor betydningen af tanker og tvangshandlinger. Udfordring af tvangstankerne ved gradvist at minimere sikkerhedsadfærden bevirker, at angstfølelsen langsomt kan begynde at aftage. Som led i denne proces arbejdes der med at reducere absolut sikkerhed/perfektion til et mere realistisk plan.

Eksempel:
Iben, 33 år, har siden teenage-årene haft en tendens til at bekymre sig om smittefaren ved den mad, hun spiser. Hendes angst startede efter at hendes farfar, da hun var 14 år gammel, blev indlagt med madforgiftning. Efterfølgende begyndte Iben at bekymre sig om maden, hun spiste, nu også var ren og uden bakterier.

Denne tendens er gennem årene blevet stærkere og kommer nu til udtryk ved, at Iben ikke længere føler sig tryg ved at spise ude, hvor hun ikke har kontrol over, hvordan maden håndteres og tilberedes.

Kantinemad på arbejdet, familiefester og andre sociale arrangementer giver anledning til stort ubehag, og Iben mener, at hun må være særdeles forsigtig for ikke at pådrage sig bakterier fra maden i sådanne situationer. Det har medført, at hun mere og mere sjældent takker ja til invitationer. Hendes sociale omgangskreds er som resultat heraf også næsten forsvundet.

Hjemme er Ibens måltider efterhånden blevet til et omstændeligt foretagende, hvor alle råvarer skal skylles tre gange, må ikke røres med fingrene og skal serveres på service, der er skyllet præcis tre gange for at sikre, at alle sæberester er væk.

Iben er klar over, at hendes ritualer er overdrevne i forhold til den reelle risiko for bakterier og dermed smittefare, men alligevel kan hun ikke give slip på sine tanker og tvangshandlinger.

Det er nu kommet så vidt, at Iben føler sig nødsaget til at udligne evt. bakteriebærende mad, som hun kunne have spist i løbet af dagen, ved at visualisere tallet 3 tre gange, inden hun går i seng. På den måde kan hun mindske sin angst, da det giver hende fornemmelsen af at reducere risikoen for at blive syg pga. dårlig mad.