Der er tale om en fobi,
- når angst optræder i bestemte situationer, der normalt ikke opfattes som farlige, og
- når man undgår disse situationer eller flygter fra dem eller kun kan blive i dem med
stort ubehag.
Hvis du lider af en fobi, har du sikkert erfaret, at din angst aftager, når du undgår de ubehagelige situationer. På kort sigt dæmper denne undgåelsesadfærd din angst, men på længere sigt er den med til at forstærke angsten, fordi du vedligeholder tanken om, at det, du er bange for, virkelig er farligt.
Alene tanken om den situation, man frygter, kan være nok til at fremkalde en angstreaktion. Hjernen kan nemlig ikke altid skelne mellem, hvorvidt du blot forestiller dig det, du er bange for, eller om du virkelig står i situationen. Angsten er den samme.