• Hvad er angst?
Angst er en følelse, vi alle kender, og som vi ikke kan være foruden. Angsten hjælper os i situationer, når der er fare på færde, hvor vi har brug for at reagere hurtigt. Fx når vi går over gaden, og der kommer en bil i stor fart mod os. Angsten er her en "alarmklokke", som får os til at handle.
• Uhensigtsmæssig angst
Hvis angst opstår i situationer, hvor der reelt ikke er fare på færde, er angsten blevet uhensigtsmæssig. En sådan uhensigtsmæssig angst kan opleves særdeles ubehagelig både fysisk og psykisk og føre til en tilværelse med lav livskvalitet, hvis den vender tilbage igen og igen.
Måske har du oplevet en sådan angst og følelsen af at være ”fastlåst” i forbindelse med at køre i bus eller tog, i elevator, stå i kø eller sidde i en biograf? Agorafobi
Eller pludselig opstået og helt uventet angst? Panikangst
Eller du har måske oplevet angst sammen med andre mennesker - til fester, møder eller i spisesituationer - hvor du har følt dig iagttaget og vurderet negativt af dem? Socialfobi
• Hvem får angst?
Nogle mennesker har fra naturens side en lav tærskel og reagerer hurtigere med angst i situationer, hvor andre oplever de samme hændelser som aldeles harmløse. Et sådant anlæg for øget sårbarhed kan være arvelig. Men man kan også gennem opvæksten og senere i livet udvikle uhensigtsmæssig angst. Gentagne belastninger, stress eller særligt traumatiske oplevelser kan føre til antagelser om, at "verden er farlig" og "jeg kan ikke klare mig selv", og der vil her være en øget risiko for at udvikle angst og afhængighed af andre.
• Kropsreaktion, tanker, følelser og adfærd
Hver eneste følelse, der opstår i dig, feks. Angst, vrede eller glæde, registreres af din krop. Hvis du bliver angst, kan kroppen reagere med fysiske symptomer som hurtig hjertebanken, vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelser, svimmelhed, prikken i hænder og fødder, rødmen, øget svedtendens, rysten, uro, ratløshed, anspændthed, mundtørhed, kvalme, uro i maven, søvnbesvær, koncentrationsbesvær og uvirkelighedsfølelse. I samspillet mellem krop, tanker og følelser kan du endvidere få katastrofetanker som feks. "jeg er pinlig, jeg kan ingenting, jeg mister kontrollen, jeg besvimer, jeg er alvorligt syg, jeg dør". Dine følelser kan være angst, panik, du bliver måske ked af det eller vred på dig selv.
Angsttilstanden kan udarte sig og efterhånden blive så belastende, at du ikke længere kan leve et normalt liv. Din verden bliver langsomt mindre og mindre, og du ændrer adfærd. Du tør måske ikke længere gå på arbejde eller bevæge dig uden for dit hjem, eller du må stoppe midt i din uddannelse (undgåelsesadfærd).
• Håndtering af angst
I vores individuelle terapi og på vores kurser lærer du at forstå og bearbejde angst. Du får en grundig information om angstudløsende faktorer, stressmekanismer etc. Du lærer at forstå sammenhængen mellem dine tanker, følelser, kropsreaktioner og din måde at handle på. Du lærer at bearbejde dine katastrofetanker. I stedet for hjælpeløshed og opgivenhed lærer du at forholde dig mere hensigtsmæssigt til din situation.
Du arbejder også med eksponering, hvor du - i dit eget tempo, gradvist og under vejledning - afprøver det, du er bange for. Derigennem lærer du, at det er dine tanker og forestillinger om de forskellige situationer, og ikke selve situationerne, der er farlige.
Du arbejder med afspænding og lærer dine kropsreaktioner at kende i forbindelse med angst. Herved lærer du at sænke dit stressniveau.
Alt dette bidrager til, at du får mulighed for at udvikle nye mestringsstrategier, et bedre selvværd og en positiv, personlig udvikling.